Det særligt sensitive barn

skrevet av Anne-Mette Sohn Jensen, Cand. pæd. i pædagogisk psykologi, www.annemettesohn.dk


Anne-Mette Sohn Jensen

Hvis jeg skal beskrive et barn, kan jeg vælge mellem et hav af tillægsord. Smuk, omsorgsfuld, krævende, genert, udadvendt, usikker, udadreagerende eller noget andet. Vi bruger hele tiden ord og beskrivelser til at forstå os selv og andre, og det har vi nok altid gjort. 

I de sidste 100 år har psykologividenskaben interesseret sig mere og mere for fremstillinger af mennesker, og den første, der for alvor forsøgte at ramme mennesket ind med ord var Gordon Allport. Han forstås som grundlæggeren af teorien om personlighedstræk. Han beskrev, hvordan alle har centrale træk, som skaber fundamentet for vores personlighed, og dertil kommer sekundære træk, som til syne i udvalgte situationer. Sidenhen har flere gået i hans fodspor. Op gennem 1960’erne og videre frem fandt forskere frem til, at vores personlighed kan beskrives med bare fem enkle træk: 

  • Åbenhed
  • Samvittighedsfuldhed
  • Ekstroversion
  • Venlighed
  • Neuroticisme

Hvert træk skal ses som en skala fra meget til meget lidt. Altså meget lidt ekstrovert vil være det, vi ofte betegner som introvert. Alle personligheder i verden skal ifølge forskerne forstås som en blanding af alle disse træk. Teorien er valid og gennemprøvet på nærmest alle leder og kanter. 

I løbet af 90’erne introducerede Elaine Aron så, at der var et træk, som gik på tværs af de fem, og som skulle ses som en biologisk faktor på dét at være menneske. Hun kaldte det at være “highly sensitive”, altså særligt sensitiv. Det skulle vise sig at være et begreb, som i løbet af de kommende år blev bredt ud over hele verden. Elsket af dem, som forstår sig selv inden for denne ramme, og hadet af dem, som mener, at vi ikke har brug for flere “diagnoser”. Lad mig slå fast, at det IKKE er en diagnose at være særligt sensitiv. Det er en måde at beskrive mennesker på, men ud fra en forskningsmæssig forståelse med rødder i teori om personlighedstræk, men også ud fra en mere biologisk betragtning. 

Personligt foretrækker jeg at kalde det øget modtagelighed frem for særligt sensitiv, fordi øget modtagelighed bedre forklarer, hvad det handler om. Sensitive børn, unge og voksne har et mere åbent modtageapparat eller et mere fintfølende nervesystem, som reagerer hurtigere ved sanseindtryk. For nogen er det primært lyd, hvor det for andre kan være lys, lugt, taktilt (følesans) eller emotionelt. Og så er der os, hvor det er en kombination af det hele. 

Tager vi lille Otto på seks år, så kan det være, at han har svært ved at have bukser på, der strammer eller strømper med syninger hen over tæerne. I skolen eller børnehaven bliver han overvældet af lyden af mange andre børn, og lugtgener fra de andres madpakker med makrel og æg reagerer han også voldsomt på. Man kan sige, at hans sorteringsfilter af sanseindtryk er mere grovmasket, hvilket betyder, at han ikke kan sortere i de indtryk, som han bombarderes med hele tiden. Og så bliver han træt. 

Faktisk kan man forklare det neurologisk ved, at hjernen overbelastes af informationer. Hjernens funktion er at forsøge at finde hoved og hale i sanseindtryk, og den kan ind i mellem have svært ved at rumme al den lyd, lys, lugt osv, der hele tiden strømmer ind. Reaktionen er, at hjernen bliver overanstrengt, hvilket kan betyde, at krybdyrhjernen tager over, og lille Otto nedsmelter ved enten at løbe væk, kæmpe imod eller at trække sig ind i sig selv. Det er altså en helt naturlig reaktion i hjernen på en situation, som Otto oplever som overvældende på grund af for mange indtryk over tid. 

Det fantastiske ved at være sensitiv og mere modtagelig er til gengæld, at Otto er rigtig god til at vide, hvordan andre har det. Han ved som regel også selv, hvad han har brug for, og øvelsen er at hjælpe ham og andre børn og unge med at give udtryk for deres behov (og respektere, når de siger fra). Ofte har sensitive generelt en veludviklet æstetisk sans og deres forstærkede sanser betyder, at de simpelthen ser mere, smager mere og mærker mere i det hele taget. De mærker virkelig livet på alle måder. 

Vi kan hjælpe børnene ved at lytte til dem. Forstå hvad de har brug for og skabe nogle rammer, så der er plads til pause og fordybelse. Forberedelse er også et godt pædagogisk redskab, ligesom synlig og genkendelig struktur fungerer godt for sensitive børn. Vi må hjælpe dem ved ikke at proppe kalenderen fuld af arrangementer, og lade dem forstå, at det er okay at have brug for pauser i løbet af skoledagen, eller at det er helt normalt at gå ind på værelset, når man kommer hjem fra skole eller børnehave som en måde at få nervesystemet til at falde til ro. Det er vigtigt at respektere, at sensitive børn ikke nødvendigvis kaster sig ud i nye ting, men har brug for at se situationer lidt an. Som om de lige skal tø op. Helt grundlæggende handler det om at se på deres evner og ressourcer, og så tilpasse vores forventninger i overensstemmelse hermed. 

Er det nemt at være sensitiv eller lærer/forældre til et sensitivt barn? Nej, det er det bestemt ikke. Vi må prøve os frem, være til stede i de øjeblikke, som livet udgør. Hele tiden. Øvelsen er også at forstå, at vi er mennesker, der fejler – både de store og de små. Vi prøver alle så godt, vi overhovedet kan. Og nogle dage lykkes det heldigvis.»

Anne-Mette Sohn Jensen, Cand. pæd. i pædagogisk psykologi www.annemettesohn.dk

Forfatter av «Dit sensitive barn -en guide til en bedre hverdag»

Kan følges på Facebook her

@copyright stillebarn